Tulipankrakket

Jeg kan lide høje mennesker med brede skuldre, der spiller volleyball. Jeg hepper på Ajax og drømmer om de fire v’er: Villa, Volvo og Vovse med Viktor (Fischer). Jeg siger ”lekker ding” mindst ti gange om dagen, og kan drikke tre Heineken på 5,13 minutter. Jeg kan ikke stoppe, når først jeg er gået i gang med at spise ”bitterballen” (en lille rund version af den pølseformede croquette). Kong Willem-Alexander er min yndlings konge samtidig med at orange er min yndlings farve. Jeg holder af skæve turister fra Texas på cykel, kajakture i kanalerne og tulipaner i alle farver. Nederlandene har dog mere at byde på end ovenstående. Specielt landets handelshistorie er fyldt med opsigtsvækkende begivenheder. Lad os vende blikket væk fra den sortklædte, kaffe-latte drikkende, ”ingen fest uden hest”-paragrafrytter-boble og i stedet se på finansboblen, som første gang sås i Nederlandene i år 1637. Markedet for tulipaner begyndte at blomstre efter 1593. Nederlandene befandt sig på dette tidspunkt i ”The Golden Age”. Uafhængighedskrigen mod Spanien var ovre, og pengene blev brugt på handel frem for krig. Handlen med tulipanløg blev hurtigt en spirende forretning. Flere og flere begyndte at handle, tulipansorterne blev mere avanceret med forskellige farvekombinationer og mønstre, og priserne steg grundet den større efterspørgsel. Ved årsskiftet 1636/1637 nåede handlen sit højdepunkt. Historier om husejere, som byttede deres ejendomme for tre løg var almindeligt, og det siges, at ”Viceroy” tulipanløget blev solgt for to store tønder vin, fire tons smør, et tusind pund ost, en seng, nogle beklædningsgenstande samt et sølvbæger. Hollænderne indførte på det tidspunkt også et futures marked, hvor man indgik kontrakter om fremtidige leveringer, og folk begyndte at spekulere i tulipanpriser. I februar 1637 bristede boblen, tulipanpriserne styrtdykkede, og handlen gik i stå. Tulipankrakket i 1637 virker som en virkelighedsnær gengivelse af ”Kejserens nye klæder”, hvor folk bliver ”bedraget” til at købe tulipaner til skyhøje priser. Den skotske journalist, Chales Mackay beskrev fænomenet “Madness of crowds” i sin berømte bog “Extraordinary Popular Delusions and the Madness of Crowds”. (I Lapland ses adfærden også blandt det lille dyr lemmingen). Nogle vil påstå, at vi næsten er igennem finanskrisen fra 2008. Den krise var i vidt omfang baseret på junk-bonds, der blev handlet til urealistisk høje priser indtil nogle turde sige sandheden: de er jo næsten intet værd. Den næste boble kommer, men den er næppe baseret på hverken tulipanløg eller junk-bonds. Kunsten bliver at spotte, hvad den næste boble er lavet af, og så stikke en nål i, inden den bliver for stor. Her har vi som kommende jurister (og økonomer) et særligt ansvar. Hvad angår ”Madness of crowds” eller lemmingeeffekten, så troede jeg, før jeg fik ”Law & Economics” i Amsterdam, at det var et udtryk, man brugte om situationen på dansegulvet til jura-fredagsbaren.   Med et ønske om et godt semester samt flere ”madness of crowds” på d-floor, Anne Cathrine