Dommer Søren Holm Seerup

Hvilken betydning har begrebet magt i din hverdag som dommer?

I et bredere samfundsmæssigt perspektiv er den enkelte byretsdommers magt til at overskue. Som regel har byretsdommerens kendelser og domme ikke væsentlig betydning for andre end den konkrete sags parter. I den enkelte sag derimod har dommeren den ganske betydelige magt, der ligger i, at det er ham, der afgør sagen. Mest synligt kommer magten til udtryk i varetægtsfængslingssagerne, hvor man som dommer på et foreløbigt grundlag skal træffe afgørelse om at fængsle en person, der hverken er tiltalt eller dømt. Der er næppe nogen tvivl om, at de fleste parter i såvel straffesager som civile sager oplever dommeren som en magtfaktor. Det har den meget konkrete følge, at de fleste faktisk opfører sig rigtig pænt og høfligt over for dommeren. Selv en utilpasset voldsmand kan typisk indse det hensigtsmæssige i ikke at genere den person, der skal afgøre om og i givet fald hvor længe, han skal i fængsel. Der er næppe mange andre steder i samfundet, hvor man oplever, at en ung mand spontant sige undskyld, hvis han kommer til at bruge et bandeord i en sætning.

I dagligdagen har dommeren også den magt, der ligger i opgaven som mødeleder. Det er dommeren, der skal sikre, at et retsmøde forløber på en facon, der både er effektiv og værdig. Omvendt er de fleste dommere formentlig særdeles opmærksomme på ikke at overudnytte denne del af deres magt. Ligesom en dårlig fodbolddommer kan fløjte en kamp i stykker, så kan en byretsdommer i uheldigste fald få en retssag til at køre af sporet gennem for meget eller forkert indblanding.

På hvilken måde tænker du over din magt, når du er med til at afsige dom i konkrete sager?

I mange civile sager føles dommerens arbejde ikke som magtudøvelse. Ofte er dommeren mere en facilitator, som formidler en bilæggelse af to parters uenigheder. Naturligvis er det et vigtigt redskab i den proces, at dommeren i sidste ende har magten til at afgøre sagen ved tvang, hvis parterne ikke selv kan enes; men som dommer opleves det hver gang som en succes, hvis man kan undgå at bruge den magt. En god dommer i civile sager er efter min mening en dommer, der skriver få domme. På den anden side er der i sagens natur en lang række tilfælde, hvor dom må afsiges. Det gælder eksempelvis i sager mellem en borger og det offentlige. I disse sager har dommeren en betydelig magt, fordi domstolene har mulighed for at tilsidesætte øvrighedsmyndighedernes forvaltningsafgørelser. Det er nu ganske sjældent, at den magt kommer i anvendelse, da det offentlige typisk forlader retten som den vindende part. Enkelte civile sager skiller sig ud som sager, hvor man som dommer for alvor føler sig som udøver af magt. Jeg har eksempelvis haft sager, hvor en grundejer nedlægger påstand om, at hans nabos beboelsesejendom skal rives ned. En efterkommelse af en sådan påstand har en særdeles indgribende virkning over for den sagsøgte og dennes familie. Man kan begrunde sin afgørelse så godt, som det nu kan lade sig gøre, men den person, der af retten tvinges til at rive sit hus ned, vil føle, at han er udsat for et overgreb.

På hvilken måde tænker du over din magt, når fortolker lovgivning?

Ved besvarelsen af dette spørgsmål holder jeg mig til de civile sager, da straffesager (uden for særlovsområdet) kun sjældent giver anledning til lovfortolkningsproblemer.

Det er min personlige opfattelse, at byretterne som lokale 1. instansdomstole primært har til opgave at løse konkrete parters konkrete tvister. Jeg strækker mig derfor langt for at holde fortolkning af love på et så konkret niveau som muligt i mine domspræmisser. En god begrundelse er i min optik så kort og konkret som forsvarligt. Hvis der skal afsiges domme af principiel rækkevidde, så hører denne opgave primært hjemme i de overordnede retter. Landsdommere og Højesteretsdommere har ved domsskrivning i baghovedet, at deres dom vil blive læst af mange andre end sagens parter, og at dommen vil blive påberåbt som præjudikat ved de underordnede retter, som i et eller andet omfang er forpligtet til at rette ind efter dem. I byretten har præmissen primært til formål at overbevise den tabende part om, at hans synspunkter er hørt og forstået, men at der er gode grunde til, at de alligevel ikke er fulgt. En byretsdom skal altså skabe fred, hvor der før var tvist. En dom fra de overordnede retter skal skabe såvel fred som videregående ret. Svaret på spørgsmålet må derfor blive, at man som byretsdommer primært tænker over den magt, man ikke besidder, når man foretager lovfortolkning.

På hvilken måde spiller magtens tredeling ind i din hverdag?

Magtens tredeling er ikke noget, der som princip fylder voldsomt meget i en byretsdommers hverdag. Overordnet set har tredelingen dog den særdeles vigtige funktion, at vi behandler sager, hvor borgerne anfægter øvrighedsmyndighedernes forvaltningsafgørelser. I disse sager er borgeren og myndigheden ligestillet, og det er uden enhver betydning, at den stat, som er sagsøgt, er identisk med den stat, der betaler dommerens løn.

Hvad legitimerer den magt, som domstolene besidder?

Domstolenes magt er hjemlet i grundloven; men i den praktiske virkelighed er domstolenes magt efter min mening legitimeret ved faglighed, værdighed og hastighed. Det vil jeg uddybe som følger:

Med faglighed mener jeg, at domstolene til stadighed må sikre, at domstolsjurister rekrutteres blandt de allerdygtigste jurister og igennem deres ansættelsesperiode opretholder et ypperligt fagligt niveau. Vi kan ikke leve højt på vores placering i grundloven. Hvis ikke vores produkt er fagligt i top, så mister domstolene legitimitet.