Om terrorpakker og placebotryghed

”Ugen, der er gået, har tydeliggjort at terrorpakkerne er ren symbolpolitik, og trygheden der peges på, er ren placebotryghed. En politik der som påvist belejligt trækkes frem som eksempler på vore politikeres dygtige indsats i at forebygge, modvirke og forhindre terror og skabe tryghed. Hulheden i dette synes nu åbenbar.”

Så enkelt er det blevet udtrykt. I nærværende citat helt konkret af Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere chefkriminalinspektør for PET. Udtalelsen faldt den 17. september 2010, blot få dage efter at den tjetjensk-belgiske Lors Doukaiev blev pågrebet, mens han var i færd med at fremstille en brevbombe, som angiveligt skulle have været sendt til Jyllands-Posten. Lors Doukaiev blev opdaget, fordi bomben gik af ved et uheld. I maj 2011 blev han kendt skyldig i forsøg på terrorisme og idømt 12 års fængsel.

Verden ændredes efter den 11. september 2001. Med ét blev terrorisme et af de højest prioriterede emner i den globale sikkerhedspolitik. Den 11. september fik således også konsekvenser for den danske lovgivning og blev anledningen til vedtagelsen af de to omtalte antiterrorpakker, med tilføjelser til og ændringer af flere danske love.

Overvågning

Flere af de indførte regler handler på den ene eller anden måde om overvågning. Med terrorpakkerne fik politiet eksempelvis mulighed for at lave flere hemmelige ransagninger på grundlag af en enkelt ransagningskendelse, aflytte flere telefoner, som én mistænkt potentielt kunne finde på at benytte, og installere såkaldte snifferprogrammer på mistænktes computere med det formål at registrere alle tænkelige aktiviteter på disse.

Logningsbestemmelsen, § 786, stk. 4, i retsplejeloven, har i den forbindelse dog været særligt omdiskuteret.

Bestemmelsen blev indført med vedtagelsen af den første terrorpakke og påtvinger alle teleudbydere at registrere, også kaldet at ”logge”, oplysninger både vedrørende telefon og internet for ikke blot mistænkte, men alle. Disse informationer gemmes i et år og kan potentielt graves frem, hvis politiet skulle få brug for indsigt i data vedrørende en mistænkt.

Herved afviger bestemmelsen selvsagt meget fra de allerede eksisterende bestemmelser vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden. Man griber ind på et meget tidligt tidspunkt i gerningsforløbet – faktisk så tidligt, at der endnu ikke foreligger en konkret mistanke om en kriminel handling.

Det er klart, at informationerne hos teleselskaberne ikke kan hentes frem, før en begrundet mistanke kan knyttes til en eller flere bestemte personer, og før politiet i øvrigt har en dommerkendelse i hånden, men informationerne lagres uanset hvad. Det gælder for alle danskere, mistænkt eller ej. Andre forhold ved bestemmelsen har imidlertid ligeledes vakt anledning til debat.

I modsætning til logning af telefondata var internetovervågningen eksempelvis aldrig noget krav fra EU, men et selvstændigt dansk initiativ. Det var således, vil nogle måske mene, ikke nødvendigt, i samme omfang som indførelsen af en bestemmelse om logning af telefondata, overhovedet at indføre denne del af bestemmelsen. Der var ingen internationale forpligtelser at leve op til.

Og bestemmelsen har været en særdeles bekostelig affære for teleselskaberne. Selvsamme har vurderet, at det kostede ca. 200 millioner kroner overhovedet at etablere logningssystemet. Derefter har det kostet ca. 50 millioner kroner årligt at holde det kørende.

Hertil kommer så de retssikkerhedsmæssigt betænkelige aspekter ved den konstante indsamling af data. En kæmpe mængde privat information. En konstant indsamling. Om alle danskere. Om alt fra teenageres SMS’er om øldrikning på Crazy Daisy til moster Olgas googlesøgning på drømmekagen fra Brovst.

Prinsessen på ærten

”Og hvad så?” vil nogle måske spørge. Så længe man er uskyldig, har man vel intet at skjule?

Og hvem siger i øvrigt, at passiv registrering af data overhovedet har noget som helst med overvågning at gøre? I ni ud af ti tilfælde bliver de indsamlede data aldrig brugt. Det konstaterede Justitsministeriet selv i en redegørelse i 2013.

Der er mange meninger om terrorlovgivningen og dens effekt – og om, hvor langt man skal gå for at opnå den bedste beskyttelse. Forfatteren af denne artikel har imidlertid fundet, at der kan trækkes visse relativt sikre linjer i sandet. Det gælder eksempelvis i forhold til logning. Logning er overvågning. Det er et unægteligt faktum. Mange kameraer i bybilledet eller i forretninger er heller ikke bemandede. Mange ruller båndoptagelse bliver aldrig brugt til noget. Der er tale om en passiv form for registrering.

Det ændrer dog ikke ved pointen. Kameraerne er stadig det, de er: overvågningskameraer. Og på samme måde kan man heller ikke fornægte, at den passive registrering af data, som teleselskaberne foretager, udgør selvsamme form for overvågning. Usikkerheden omkring, hvornår de indsamlede data om dig og mig konkret bliver benyttet, og effekten af dette er så i øvrigt et vilkår, vi må tilpasse os og indrette os efter. Det gælder, hvad enten der er tale om et kamera i bybilledet eller en simpel googlesøgning på nettet.

I forhold til skyld og uskyld, i en diskussion om retssikkerhed og krav på beskyttelse, er spørgsmålet komplekst.

Som anført af Eva Smith, juraprofessor og tidligere formand for Det Kriminalpræventive Råd, er det måske ikke så stort et problem, at folk ikke længere tør støtte FARC – men det er et problem, hvis folk er bange for at søge informationer på nettet, for at gå i demonstrationer mv. på grund af den forøgede overvågning af alt og alle, mistænkte såvel som ikkemistænkte.

”I ethvert samfund er det ungdommens rolle at være nyskabende, at stille spørgsmålstegn ved det bestående, at være rebelsk og oprørsk. Tænk på de store reformer vort samfund er gået igennem de sidst 100 år: kvindernes valgret, fagbevægelsen, rettigheder for homoseksuelle og lesbiske – og modstandsbevægelsen i krigens første år. Nu betragter vi deres kamp som retfærdig, og rettighederne som selvfølgelige – men i engang var de et oprør mod det bestående og blev betragtet som farlige og nedbrydende for samfundsordenen. Tænk, hvis PET havde været på pletten med bekymringssamtaler og telefonaflytninger?”

Vi har et stort ansvar liggende på vores skuldre. Vi må altid nøje overveje, hvad vi gør. Effekten af det system, i form af eksempelvis en høj grad af overvågning, som vi gennem vores passive accept er med til at opbygge.Og vi må granske bevæggrundene for skabelsen af vores love – også når det handler om vores behov for tryghed.

Den tyske filosof Odo Marquard har i en længere afhandling, ”Medizinerfolg und Medizinkritik”, beskrevet et syndrom, som han kalder ”prinsessen på ærten”. Det udspiller sig, når sikringer, og løfter om sikringer, ikke nødvendigvis fører til færre krav om sikring. Når det stik modsatte finder sted. Og mennesket i det moderne samfund bliver ifølge Odo Marquard ofte til prinsesser. I takt med at der lægges stadig flere madrasser af løfter om sikkerhed under dem, klager de desto mere over usikkerheden.

Observationen er interessant i en diskussion om netop sikkerhed i form af bl.a. massiv overvågning og øgede beføjelser til PET. Spørgsmålet er med andre ord, om der er tale om en reelt øget effektivitet eller et større behov for madrasser? For nu at blive i Odo Marquards begrebsunivers.

Spørgsmålet er, hvad det er, vi egentlig beskytter os imod? Og hvorfor? Kan vi lide det? Og vigtigst af alt: Virker det? Hans Jørgen Bonnichsen har som sagt kaldt terrorpakkerne for både symbolpolitik og placebotryghed. Men et er sikkert: Terrortruslen er reel. Det har vi set flere konkrete eksempler på. Også på dansk grund.

I dag er det imidlertid sådan, at en samtale mellem to Skype-brugere, telefonsamtale fra computer til computer, ikke er omfattet af logningsbestemmelsen. Dvs. samtaler af denne type bliver ikke lagret nogen steder. Det er i dag også sådan, at der findes talrige krypteringsprogrammer frit tilgængelige på nettet (se eksempelvis https://kryptoscommunications.com. Programmet kan erhverves hos f.eks. iPhone App Store eller BlackBerry Market), hvor man betaler et engangsbeløb eller en månedlig ydelse, i det konkrete eksempel knap 54 kr. om måneden, for at få krypteret alt fra SMS’er til telefonsamtaler på sin telefon. Alt materiale kan således fortsat indsamles, men det gøres ubrugeligt for en potentiel fremtidig læsning.

Spørgsmålet er ikke, om man kan undgå at blive registreret. For det kan man. Spørgsmålet er, hvad vi egentlig vil med regler om eksempelvis logning? Hvorfor har vi dem?

Måske udgør de i virkeligheden en helt anden form for beskyttelse end den, vi umiddelbart kan læse om i lovens forarbejder. Og måske havde Odo Marquard en pointe da han skrev om prinsessen på ærten. Det kan næppe udelukkes. I den optik svarer reglerne mest af alt til noget, der minder om bedøvelse. Et bedøvelsesmiddel, der lammer vores egen allestedsnærværende angst. Problemet med bedøvelsesmidler er imidlertid, at de ikke altid blot bedøver angsten. De bedøver også vagtsomheden. Og evnen til at se klart.