Bagkanten – terrorlovgivning

Bagkanten

Skrevet af Niels Frederik Balling Larsen

I kølvandet på terrorangrebet mod Charlie Hebdo er terrorbekæmpelse igen blevet et yndet diskussionsemne for landets politikere. I gennem de sidste 15 år har vi opbygget og udbygget terrorlovgivningen, og der er mere på vej. Men kan vi bygge på for evigt, hvis vi også skal bevare de selvsamme friheder, som vi værner så ihærdigt om?

 ”Vi kan ikke opstille en bagkant for, hvor langt vi er villige til at gå.”

Sådan sagde Danmarks Justitsminister, Mette Frederiksen, få dage efter terrorangrebet i Paris, der kostede 17 mennesker livet. Ordene faldt efter et møde i Paris mellem justitsministre fra 11 EU-lande samt USA og Canada, hvor man skulle drøfte et fælles udgangspunkt oven på angrebet.

Efter mødet stod det klart, at Mette Frederiksen og hendes ministerkolleger blandt andet ønsker en skærpet kontrol med EU’s grænser og med flyrejser. Men det kræver, at der arbejdes mod et kompromis i EU. Indtil nu har EU-parlamentets borgerrettighedsudvalg nemlig blokeret for lovgivning, som netop havde til formål at skærpe denne kontrol. Det har de gjort, fordi man i parlamentet er bekymret for, hvorvidt det udgør et for stort indgreb i borgernes frihedsrettigheder. Med tanke på den udvikling, der har været siden krigen mod terror tog sin begyndelse for 15 år siden, er det måske heller ikke helt dumt at overveje, hvor terrorlovgivningen befinder sig, og hvor den er på vej hen.

Pakkeleg

Siden terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 har vestlige regeringer løbende gjort tiltag for at forebygge og bekæmpe terrorisme. Også i Danmark har man i flere ombæringer gennemført ændringer af terror-lovgivningen.

I 2002 vedtog man ”antiterror-pakken”, som indeholdt to centrale tilføjelser til den eksisterende lovgivning. For det første indførte man straffelovens §114, som i daglig tale omtales som terrorparagraffen. Efter denne bestemmelse straffes den, der med forsæt til at skræmme en befolkning eller destabilisere et land udfører en af de i bestemmelsen oplistede handlinger, med fængsel indtil på livstid. Der er også særligt skærpede straffe til personer, der tilskynder til eller truer med at begå terror.

Desuden indførte man bl.a. med retsplejelovens §786 de såkaldte logningsregler, der pålægger tele- og internetudbydere at registrere og opbevare oplysninger om blandt andet telefonopkald, for at hjælpe politiet i deres efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold. Denne logning af persondata har været meget omdiskuteret, og er blevet kritiseret for at gribe ind i retten til privatliv. Blandt andre Jacob Mchangama, der er direktør for tænketanken Justitia og jurist med speciale i menneskerettigheder og retssikkerhed, er gået forrest i kritikken.

I 2006 vedtog Folketinget endnu en terror-pakke, ”Terror-pakke II”, der blandt andet gav politiet mulighed for at indhente fly-passagerlister, og samtidigt øgede politiets muligheder for aflytning og overvågning. Terror-pakker har der altså været nok af, og senest er der snak om en ny terror-pakke i kølvandet på de forfærdelige begivenheder, som har præget den første del af 2015.

Men er der overhovedet brug for mere terrorlovgivning, eller skal vi være påpasselige med at give myndighederne endnu flere beføjelser i kampen mod terrorisme?

Vi så med NSA-skandalen, hvor meget det kan gribe om sig, hvis der ikke opstilles en bagkant for, hvad efterretningstjenesterne kan tillade sig. Edward Snowdens afsløringer viste angiveligt, at NSA havde overvåget data fra millionvis af telefoner, samt aflyttet flere prominente personer; bl.a. Tysklands forbundskansler, Angela Merkel.

Mange så denne sag som et symptom på, at man med antiterror-lovgivningen var gået for langt, mens andre ikke mente, at det var så galt, som det blev udstillet. Således udtalte statsminister Helle Thorning-Schmidt i 2013: ”Jeg tror, at vi i lange stræk skal være glade for amerikanernes overvågning.”

Det lader til, at man er gået meget langt i bestræbelserne på at forebygge terror i USA. Helt så langt er man ikke gået i Danmark. Men som sagt er der mere lovgivning på vej, og vi har set, hvordan retten til privatliv kan blive krænket, hvis der ikke opstilles en bagkant.

Må man rose en terrorist?

Privatlivets fred er ikke den eneste frihedsrettighed, som kan komme i fare, når der vedtages ændringer af terrorlovgivningen. Da man indførte straffelovens §114 havde det den konsekvens, at anvendelsesområdet for straffelovens §136 blev udvidet betydeligt. Umiddelbart kan det virke som en teknikalitet, men udvidelsen er ikke uden betydning.

Efter straffelovens §136, stk. 2, kan man ifalde straf, hvis man offentligt billiger en forbrydelse, der er omhandlet i straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed eller kapitel 13 om forbrydelser mod statsforfatningen og statens myndigheder. Terrorparagraffen befinder sig netop i straffelovens kapitel 13, og dermed blev det efter lovændringen i 2002 blev det således pludselig strafbart at billige en terrorhandling.

I Grundlovens §77 er det sikret, at vi i Danmark har ytringsfrihed ”dog under ansvar fra domstolene”. Straffelovens §136 er en af de bestemmelser, der kan føre til et sådan ansvar. §136 hjemler dog kun et strafansvar for billigelse af en lille del af de i straffeloven omhandlede forbrydelser, og således er det f.eks. ikke strafbart at billige en voldtægt efter §216 eller et manddrab efter §237. Før 2002 var det altså muligt at billige en terrorhandling uden efterfølgende strafansvar. Med antiterror-pakken blev det dog muligt at straffe en sådan ytring.

Én ting er at have muligheden for at straffe en ytring – en anden ting er dog rent faktisk at gøre det. Det lader til, at bestemmelsen de senere år i stigende grad bliver bragt i anvendelse af anklagemyndigheden. I december sidste år blev Sam Mansour (også kendt som Boghandleren fra Brønshøj) dømt dels for opfordring til terrorisme, dels for at billige konkrete terrorhandlinger efter §136, stk. 2.

Bestemmelsen har også været i brug i 2015. To dage efter terrorangrebet i Frankrig den 7. januar blev en 23-årig mand sigtet af politiet for overtrædelse af §136, stk. 2. Manden, der hedder Abu Ubaydillah og er talsmand for organisationen ’Kaldet til Islam’, havde delt en artikel om terrorangrebet på Facebook, og forsynet det med en glad smiley samt en arabisk tekst, der angiveligt betyder noget i retning af, at Gud har æren for denne ærefulde handling. Dette fandt politiet at være en billigelse af en terrorhandling og således i strid med den nævnte straffelovsbestemmelse.

Hvor er bagkanten?

Sigtelsen har affødt en del reaktioner fra politikere og meningsdannere, der er bekymrede for retten til at ytre sig frit. Pernille Skipper, der er retsordfører for Enhedslisten, har udtalt til Stud.Jur., at hun tager skarp afstand fra billigelse af terror, men samtidigt mener, at man for ytringsfrihedens skyld skal træde varsomt, når man vælger at retsforfølge nogen på et grundlag, som det i sagen om den 23-årige Abu.

Skipper bemærker således: ”Det er noget ganske epokegørende i dansk ret, at ikke blot ord i form af trusler og opfordringer til vold m.v. straffes. Også udtryk for opbakning til handlinger kan nu straffes, og det kan hurtigt gribe om sig og udfordre vores vanlige forståelse af ytringsfrihed og ytringsfrihedens grænser.”

Andre mener, at bestemmelsen bør have sin plads. En af dem er Morten Messerschmidt, som sidder i EU-parlamentet for Dansk Folkeparti. Han udtaler: ”Den [§ 136, stk. 2] kan finde anvendelse, når der er tale om tilskyndelse, men hvor man ikke er helt derovre, hvor der er tale om råd, dåd og gerning, og vi reelt er inde i §23 om medvirken”.

Messerschmidt mener, at det vil være problematisk alene at dømme folk for at udtrykke sig positivt om terror, men han dømmer modsat Pernille Skipper ikke bestemmelsen ude, hvis blot domstolene fortolker et krav om ’noget mere’ ind i bestemmelsen.

”Hvis der ligger en grad af tilskyndelse eller opfordring i billigelsen, så synes jeg, at straf er rimelig, fordi vi ved, at folk lader sig inspirere af de her ting. Men der må også være et punkt, hvor man kommer så langt ned, at tilskyndelseselementet er helt væk, og der derfor ikke skal straffes.

Spørgsmålet om hvor meget vi må gribe ind i og begrænse vores frihedsrettigheder er uden tvivl et ømtåleligt et af slagsen. Truslen fra terrorister mod vores samfund har i den seneste tid vist sit grimme ansigt, og det er ikke uden grund at mange tage deres forholdsregler frem for blot at lade stå til. Hvad og hvor meget der skal gøres for at forebygge terrorisme, må hele tiden bygge på en afvejning mellem hensynet til vores sikkerhed og hensynet til vores frihed og retssikkerhed.

Én ting står dog klart. Det er misforstået, når Mette Frederiksen siger, at der ikke er en bagkant for, hvor langt vi kan gå. At hendes udtalelse skulle tages helt bogstaveligt, har formentlig ikke været hendes hensigts. Det var forhåbentlig udtryk for en vilje til at forsvare vores rettigheder og ikke et ønske om at begrænse dem. For der er altså en bagkant… Hvor end den så går.