Statsløsesagen – en light-udgave af Tamilsagen?

Skrevet af Rasmus Korsgaard

Statsløsesagen er i flere sammenhænge blevet sammenlignet med Tamilsagen. Umiddelbart ligner de to sager hinanden. Men der er også forskelle. Stud.jur har set nærmere på forskellene og lighederne i de to sager.

Tamilsagen handlede om ca. 3.000 flygtninge fra Sri Lanka, som var kommet til Danmark, fordi der var krig i Sri Lanka. De havde derfor krav på familiesammenføring.

Dette havde daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen dog ikke i sinde at efterkomme. Han beordrede sine embedsmænd at sætte sagsbehandlingen i bero, dvs. at sylte sagerne om familiesammenføring. For at dække over syltningen lød” den falske melodi”. Den falske melodi havde til hensigt at dække over, hvad der i virkeligheden skete i Justitsministeriet. Den lange sagsbehandlingstid blev undskyldt med manglende ressourcer. Desuden hed det sig, at sagerne blev nedprioriteret, fordi situationen i Sri Lanka var i stadig bedring, så flygtningene ville kunne blive sendt hjem. Men der manglede ikke ressourcer, sagerne var blevet færdigbehandlet, og udviklingen i Sri Lanka gik heller ikke mod det bedre. Sagen endte med, at Ninn-Hansen måtte gå af som justitsminister. Senere måtte Schülter-regeringen også lade livet, da der – modsat af hvad Poul Schlüter hævdede – faktisk viste sig, at være ”fejet noget under gulvtæppet”. Ninn-Hansen blev siden ved en rigsretssag idømt betinget fængsel for brud på ministeransvarlighedsloven i forbindelse med sin håndtering af Tamilsagen.

”Jeg har besindet mig”

Statsløsesagen handler om, hvorvidt statsløse personer født i Danmark har fået deres sager behandlet efter de lempelige betingelser, som de ifølge internationale konventioner er berettiget til. Sagen begyndte at rulle i 2010, hvor 35 statsløse palæstinensere stod på listen over personer, som stod til at blive tildelt statsborgerskab. Da Birthe Rønn Hornbech skulle forsvare, at disse personer stod på listen, sagde hun: ”Jeg har besindet mig”. En SF’er studsede over denne bemærkning og kontaktede dagbladet Information, som begyndte at grave i sagen. Kritiske artikler i Information førte til, at Statsløsekommissionen blev nedsat, og til at Lars Løkke Rasmussen følte sig nødsaget til at giveRønn Hornbech en fyreseddel. I august 2015 kom Statsløsekommissionens konklusion: I perioden 1991 til 2010 var der givet afslag på ansøgninger om indfødsret af statsløse personer, hvilket var i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser.

Identisk kulisse med ufrivillige statister

I begge sager er det udlændinge, som indtager en ufrivillig statistrolle. Deres retskrav er ikke blevet imødekommet, og de har haft mere end svært ved at gøre noget ved det. Dette har haft store personlige konsekvenser for de berørte. Kulissen har også været den samme. Godt nok blev Direktoratet for Udlændinge flyttet fra Justitsministeriet til Integrationsministeriet som en konsekvens af Tamilsagen, og skiftede i øvrigt også i den forbindelse navn, men ansvarsområdet forblev det samme.

Frontfigurer med samme baggrund og skæbne

En anden interessant lighed er også, at både Ninn-Hansen og Rønn Hornbech er jurister. Ikke alene er de jurister, men de har også begge markeret sig som stærke fortalere for retsstatsprincipper og retssikkerhed. Ninn-Hansen førte, ved siden af sit hverv som folketingspolitiker, i en længere periode advokatvirksomhed, hvor han som beskikket forsvarer gik i brechen for dem, som var kommet i klemme i systemet. Det var også Ninn-Hansen, som var en af ophavsmændene til ministeransvarlighedsloven, som blev vedtaget i 1964. Det er skæbnens ironi, at han 30 år senere skulle blive fældet af den selvsamme lov.

I den forbindelse udtalte Rønn Hornbech i øvrigt: ”Et retssamfund kendes på, at den, der har magt, altid kan drages til ansvar. Jo højere embede, jo større forpligtelse.” Det var ikke tom luft, som kom fra Rønn Hornbech. I 1996 stemte Rønn Hornbech således mod sin gruppe (Venstre), da Tvindloven skulle vedtages. De stemte for, mens Rønn Hornbech stemte imod. Højesteret var på linje med Rønn Hornbech og fandt, som bekendt, at Tvindloven var i strid med Grundloven. Desuden har Rønn Hornbech været en ihærdig forsvarer af borgernes retssikkerhed gennem sin tid som folketingspolitiker og minister. Der er selvfølgelig et aber dabei.

Selvom de således begge langt hen ad vejen har været bannerførere for retssikkerhed og retsstatsprincipper, er der nok ikke tvivl om, at de i eftertiden vil blive husket for det stik modsatte. En afgørende forskel mellem de to er dog, at Rønn Hornbech ikke kommer til at stå skoleret i en rigsretssag. Dette skal ses i lyset af, at der også under tidligere integrationsministre i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser er givet afslag på statsløses ansøgninger om indfødsret. Hvor det i Tamilsagen var åbenlyst, at ulovligheden udsprang direkte af Ninn-Hansens beslutning om at sylte ansøgninger, er det mindre sikkert, om Statsløsesagen skyldes ministerindgriben eller manglen på samme.

Under alle omstændigheder er der næppe nogen tvivl om, at Rønn Hornbech ikke har ageret helt efter bogen. Dette blev tydeligt, da Rønn Hornbech efter syv kvarter i et samråd om Statsløsesagen, hvor hun nægtede at svare på centrale spørgsmål, sluttede af med at sige: ”Jeg agter at sige nu, at jeg ikke vil svare på mere. Jeg har pligt til at møde op i samråd, men jeg slukker for min mikrofon nu, og jeg tænder den ikke igen.”

Hvem ender med aben?

Statsløsekommissionen giver ikke direkte Rønn Hornbech skylden for miseren, men omvendt går Rønn Hornbech dog heller ikke fri. Det skyldes, at det ikke er Statsløsekommissionen, men Folketinget, som kan drage ministre til ansvar for deres embedsførelse. Men hvem kan så drages til ansvar?

Skylden for dette morads skal, ifølge Statsløsekommissionen, placeres hos to ledende embedsmænd i Integrationsministeriet. Det er aldrig sjovt at sidde med sådan en abe, men det må være endnu mindre sjovt, når det nu er anden gang, man som Claes Nilas sidder med den, og aben denne gang mere ligner en gorilla. Nilas var departementschef for Rønn Hornbech, og han blev ”sendt hjem” på grund af Statsløsekommissionens kritik. Første gang Nilas sad med aben? Ja, det var, da han var ministersekretær for Ninn-Hansen. Dengang slap han og resten embedsværket ud af fedtefadet under henvisning til, at de ikke havde forstået, at Justitsministeriet overtrådte loven.

Om han slipper igen er nok tvivlsomt, men det vil kun eftertiden vise. Nilas har i hvert fald gjort indsigelser. Statsløsesagen viser dog allerede nu, at der er foregået ting i embedsværket, der ikke burde være forgået. Og så spøger spørgsmålet om (magt)forholdet mellem embedsværket og ministeren igen i kulissen.

Hvem styrer hvem?

I Tamilsagen vidste de fleste embedsmænd godt, at den var helt gal, og de advarede da også Ninn-Hansen. Johan Reiman, som var Ninn-Hansens ministersekretær, blev berømt for udtrykket om, at Ninn-Hansen risikerede ”en næse så stor, at han kunne lugte sig selv i nakken”.

Senere viste det sig dog, at Reimann var en af strategerne bag tilsløringen af sagen. Da Folketingets Ombudsmand begyndte at få nys om ulovligheder i Justitsministeriet vedrørende familiesammenføring af tamiler, fandt Reimann på at ”plante” et spørgsmål i Folketingets Retsudvalg herom. Denne manøvre skulle få Ombudsmanden til at trække følehornene til sig. Når ministeren skulle forklare sig for udvalget, ville Ombudsmanden være nødsaget til at fordufte, fordi Ombudsmanden ikke kan kritisere Folketingets arbejde. Et udvalgsmedlem fandt imidlertid ud af, at spørgsmålet ikke var blevet sendt til Justitsministeriet, men fra Justitsministeriet. Herefter rullede skandalen for alvor. Og som undersøgelserne viste, var der i Tamilsagen ikke nogen tvivl om, at ministeren brugte sine embedsmænd i bestræbelserne på at tilsløre sagen.

I Statsløsesagen er det endnu ikke afdækket, i hvilket omfang der er gjort bestræbelser på at tilsløre sagen – og af hvem. Flere eksperter, herunder Jens Elo Rytter, har peget på, at det vil forekomme besynderligt, hvis ikke topkompetente embedsmænd under Statsløsesagen har advaret Birthe Rønn Hornbech om, at afslag på ansøgninger om indfødsret til statsløse har været i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser. Juraen er meget klar, er de fleste eksperter også enige om. Men hvorfor har embedsmændene så ikke råbt vagt i gevær? Har de blot fortiet oplysninger, eller er de ikke alene blevet anmodet om at tie stille, men også om at hjælpe til med at sløre sagen? Det er spørgsmål, som er svære at få entydige svar på.

Under alle omstændigheder er der næppe nogen tvivl om, at Statsløsesagen har skrevet sig ind i historien – ikke side om side med Tamilsagen, som var en noget større skandale, men snarere som en light-udgave