EU27’S GODKENDELSE AF SKILSMISSEAFTALEN

[et_pb_section admin_label=”Sektion” fullwidth=”off” specialty=”on”][et_pb_column type=”2_3″ specialty_columns=”2″][et_pb_row_inner admin_label=”Række”][et_pb_column_inner type=”4_4″ saved_specialty_column_type=”2_3″][et_pb_text admin_label=”Introduktion” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid” text_font_size=”16″]

På ryggen af, at UK og EU’s Brexit-forhandlere for nylig opnåede enighed om Skilsmisseaftalen, blev der søndag (den 25/11) aften afholdt et særligt møde, hvor lederne af EU27 på vegne af de resterende EU-lande signede af på aftalen. Både May og EU’s forhandlere udtalte, at det var den bedste og eneste aftale, man kunne opnå, hvilket nok kun er sandt for en af parterne.

Her er en oversigt over de mest relevante punkter i Skilsmisseaftalens på et helt overordnet plan:

• En overgangsperiode, der varer fra Brexit day, den 29. marts 2019, til 31. december 2020;
• EU-borgere der kommer til UK i denne periode, har de samme rettigheder som EU-borgere, der er kommet til UK før Bexit day og vice versa;
• UK kan forhandle og indgå individuelle handelsaftaler i overgangsperioden;
• UK vil i overgangsperioden fortsat være part i EU’s handelsaftaler med andre lande;
• Nordirland vil forblive part i dele af det indre marked og toldunionen for at undgå en “hård grænse” til Irland;
• En regning på ca. GBP 39 mia. til UK;
• UK vil grundlæggende være bundet af EU-retten og underlagt ECJ’s jurisdiktion i overgangsperioden, ligesom UK’s handel med EU grundlæggende vil kunne fortsætte på nuværende vilkår, men UK vil ikke have nogen stemmerettigheder i EU-regi.

Dermed er første skridt imod en gennemførelse af Skilsmisseaftalen taget, men den største udfordring venter stadig forude i form af godkendelse af aftalen af UK’s parlament. Den politiske situation i UK er ikke blevet mindre kaotisk siden sidste indlæg, og meldingen om EU27’s sign-off var nærmest ikke kommet til London, før Mays kabinet truede med at tvinge May til at smide Skilsmisseaftalen i sin nuværende form ud, når og hvis UK’s parlament afviser den.

Og der er altså meget, der tyder på, at parlamentet vil afvise aftalen, når der skal stemmes i næste måned, idet alle oppositionspartier (herunder selvfølgelig Labour) og op til 90 konservative parlamentsmedlemmer har meddelt, at de vil stemme imod. Begrundelsen for at stemme imod er enten, at aftalen er for blød eller for hård, afhængig af hvilken fløj man er fra. Udsigten til at aftalen bliver stemt ned har angiveligt fået nogle af Mays ministre til at foreslå, at May allerede nu prøver at opnå en (ny) Skilsmisseaftale, som vil bringe UK endnu tættere på EU end den nuværende (noget a la Norge-modellen). Med en endnu mere blød Skilsmisseaftale ville man givetvis kunne opnå den nødvendige tilslutning fra Labour-parlamentsmedlemmer til at få en aftale godkendt i parlamentet. På den anden side har vi de pro-Brexit ministre og partifæller, som mener, man skal gå efter et velforvaltet no deal-Brexit.

Forhandlingen af en ny aftale virker dog ret usandsynligt, da Kommissionens formand Jean Claude Juncker har slået fast, at EU ikke kommer til at ændre sin grundlæggende indstilling til UK’ udtræden af EU, og mange EU27 ledere gjorde i forbindelse med underskrivelse af Skilsmisseaftalen det klart, at de ikke var interesserede i at indlede genforhandlinger.

I et åbent brev til UK’s befolkning opfordrede May i forbindelse med dagens møde til, at man nu skal stå sammen om Brexit, og fokusere på landets bedste, i stedet for at fokusere på, hvem der er remainers og leavers. Hun lovede desuden at bringe landet sammen med den nuværende Skilsmisseaftale – et løfte, der nok bliver svært at holde taget den politiske situation som beskrevet ovenfor i betragtning, men som vil alligevel vil være midtpunktet i hendes kommende kampagne for at få parlamentets velsignelse.

[/et_pb_text][et_pb_text admin_label=”Intet er aftalt, før alt er aftalt” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid” text_font_size=”16″]

En politisk deklaration

Ud over Skilsmisseaftalen blev EU og UK også enige om en ikke-bindende fælles vision for et fremtidigt samarbejde, som nu har afløst Mays Chequers Plan som udgangspunktet for forhandlinger om parternes fremtidige forhold.

Den fælles deklaration er meget mere vag i sit sprog end Mays Chequers Plan, og giver ikke rigtig klarhed omkring nogen fremtidige forhold. Den taler fx om, at parterne ønsker et så tæt handelsforhold som muligt. Dette skal ses i kontrast til Mays Chequers Plan, som talte om friktionsløs handel med varer, baseret på fælles regler. Andre vigtige punkter er slet ikke nævnt, eller er behandlet med så selvmodsigende sprog, at ingen kan være sikker på, hvordan det skal forstås.

Grundlæggende er deklarationens funktion nok at give UK’s parlament tryghed omkring tiden efter overgangsperioden, så man kan få stemt Skilsmisseaftalen igennem – hvilket både May og EU er interesserede i.

[/et_pb_text][/et_pb_column_inner][/et_pb_row_inner][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_3″][et_pb_text admin_label=”Tekst” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#000000″ border_style=”solid” background_color=”#e8e8e8″ custom_padding=”15px|12px|15px|12px”]

BREXIT-OVERSIGT

Vi starter jo denne blog midt i Brexit-forhandlingerne, og meget er sket op til dette tidspunkt, så her er en kort oversigt over, hvad der er sket indtil videre og over, hvad der forventeligt kommer til at ske i den kommende tid:

JUNI 2016 

Den 23 juni 2016 skete det umulige: UK stemte for at forlade EU. Den britiske kulturelite, og vel stort resten af den vestlige verdens ditto, var i chok. Udfaldet af folkeafstemningen var i princippet, at EU og UK skulle i gang med at forhandle vilkårene for UK’s udtræden af EU. I umiddelbar forlængelse af valgresultatet trådte David Cameron af som UK’s premierminister.

MARTS 2017

Den 29 marts 2017 meddelte UK’s nye premierminister, Theresa May, EU om UK’s intention om at forlade EU, og der blev dermed sat en dato på Brexit: 29. marts 2019. Hvorfor præcis 2 år efter Mays meddelelse? Se under punkt 3.

JUNI 2017

I juni 2017indledtes forhandlingerne om UK’s udtræden af EU formelt.

DECEMBER 2017

Den 8. december 2017udgav EU og UK en fælles rapport, som skitserer hvad Brexit-forhandlingerne overordnet skal handle om. Der blev opnået principiel enighed om 3 grundlæggende forhold:

1. Beskyttelse af rettigheder for EU-borgere, som bor i UK, og vice versa;
2. Rammerne for forhandling om grænsen mellem Irland og Nordirland (parallelt med det overordnede Brexit-spor kører der et selvstændigt Nordirland/Irland-spor, som vi kommer nærmere ind på i et senere indlæg); og
3. Metodikken for UK’s betaling til EU i forbindelse med Brexit (hvorfor skal UK betale for at forlade EU? Alle EU-medlemsstater har forpligtet sig til at betale en række bidrag til EU for at være medlem, og EU vil ikke lade UK løbe fra regningen som er estimeret til GBP 39 milliarder).

På den baggrund besluttede Det Europæiske Råd den 15. december 2017, at forhandlingerne mellem parterne havde vist “sufficient progress”, og at EU derfor var parat til indlede forhandlinger i anden fase.

MARTS 2018

Den 19. marts 2018 opnåede EU og UK enighed om vilkårene for overgangsperioden efter Brexit. Mere herom nedenfor under punkt 3.

JULI 2018

Den 12. juli 2018 udgav UK et white paper, som indeholder May’s vision for et fremtidigt samarbejde med EU.

NOVEMBER 2018

Den 14. november annoncerede May, at hendes kabinet (kort sagt Mays ministre) var indstillede på at bakke om et nyt og endeligt udkast til Skilsmisseaftalen, inklusive ovenstående forhold om Nordirland/Irland, som var blevet aftalt mellem EU og UK på et “teknisk” plan.

Den 25. november godkendte EU27 skilsmisseaftalen.

HVAD NU? 

11. december er lige nu udråbt til skæbnedagen for Brexit, hvor det britiske parlament enten signere eller forkaster den nuværende skilsmisseaftale.

29. marts 2019: Brexit day.  Som det ser ud lige nu ophører UK’s medlemskab af EU planlagt og overgangsperioden begynder – uanset om det så bliver et “soft” eller “hard” Brexit.

31. december 2020: Overgangsperioden udløber og nye (endnu ukendte) vilkår for et økonomisk og politisk samarbejde mellem EU og UK træder i kraft.

Fortsættes…

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_section]