Onsdagsposten 270219

Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten!

Den forgangne uge har stået i festlighedernes tegn. Fredagen bød på intet mindre end årets første jurabar, og dermed et fornøjeligt gensyn med beerpong, dans og flügel i lange baner. Semesteret er nu for alvor skudt i gang! Ugens næste festivitas foregik i The Dolby Theatres glamourøse rammer, da Oscaruddelingen fandt sted søndag nat. Hvis du – ligesom mig – igen i år måtte erfare, at du ikke har en chance i livet for at holde dig vågen til begivenheden, og derfor indtil videre har måtte nøjes med at læse utallige artikler om Bradley Cooper og Lady Gagas ”stolen moment”, så frygt ikke – denne onsdagspost bringer dig fem af aftenens største højdepunkter.

Vi kan naturligvis heller ikke komme udenom, at det i torsdags blev afsløret, at Tour de France starter i Danmark i 2021 – en afsløring, jeg personligt lige selv skulle forstå indholdet af, hvorfor jeg synes det var passende at dele en ”Hvad, hvor og hvornår-artikel” med jer. På den mere alvorlige side, har det den sidste uge været svært at undgå artikler om syrienskrigere, der brændende ønsker at vende tilbage til deres respektive hjemlande. Spørger man Dansk Folkeparti, skal Danmark følge trop med Storbritannien, der for nylig har frataget en kvinde hendes statsborgerskab for at været rejst til Syrien for at støtte op om Islamisk Stat. Det er altså ifølge Dansk Folkeparti tid til at bryde med konventionerne.

I Storbritannien har Theresa May åbnet for afstemning om at udsætte brexit-dagen, og vender man næsen mod USA, lader der til at være sket fremskridt i toldkrigen mellem USA og Kina. Efter planen skulle amerikanske toldsatser på kinesisk import nemlig sættes op fra 10 procent til 25 procent på fredag – en plan, som Donald Trump nu har sat på standby. Ugens anden amerikanske nyhed, er nyheden om, at den overgrebssigtede Grammy-vinder og R&B-stjerne R. Kelly nu er ude mod kaution, der ifølge retsdokumenterne er betalt af en ukendt kvinde – et privilegeret bekendtskab, når man selv skylder 200.000 dollars i børnepenge. Kendt skyldig i overgreb er til gengæld pavens tidligere rådgiver – en af Vatikanets mest magtfulde kardinaler. Hvad hans dom bliver, finder vi ud af i begyndelsen af marts.

Afslutningsvis, skal I ikke snydes for en mere munter nyhed. Vores allesammens Margrethe Vestager er, ifølge en ny europæisk måling, nemlig den mest populære blandt de siddende EU-kommissærer. Derudover mener 20 procent, at Vestager bør være EU-kommissionens næste formand – en dansk præstation, vi efter min mening godt kan være stolte af!

God onsdag og god læselyst til jer alle!









Del denne artikel