Private undervisningstilbud på jura – kan det betale sig?

Skrevet af: Rasmus Grønved Nielsen, dr.jur. og lektor i forvaltningsret

Da jeg selv studerede jura (2011-16), tilkøbte flere af mine medstuderende forskellige private undervisningstilbud, herunder eksamensforberedende kurser. Det har undret mig lige siden. Derfor satte jeg mig for at undersøge fænomenet i mit afsluttende projekt i universitetspædagogikum, som alle, der ønsker en universitetskarriere, før eller siden skal gennemføre. Formålet her er at formidle nogle centrale resultater af min undersøgelse. Hensigten er ikke at være hverken fordømmende eller patroniserende, men at bidrage til, at studerende – og særligt de nystartede – træffer beslutninger herom på et oplyst grundlag.

Den historiske udvikling

Privatundervisning er på ingen måde et nyt fænomen på jurastudiet. I en periode på omtrent 150 år (1780-1930) var den såkaldte »privatmanuduktion« reelt studiets rygrad, hvilket bl.a. skyldtes professorernes forældede undervisningsmetoder og fraværet af lærebøger. Den største danske jurist nogensinde Anders Sandøe Ørsted var således en flittigt benyttet privatmanuduktør allerede som studerende og langt ind i sit professionelle liv. Slår man op i de studentermagasiner som Stud.jur., der begyndte at florere i 1920’erne og 30’erne, kan man se talrige annoncer fra manuduktører, herunder ingen ringere end Alf Ross.

Det private undervisningsmarked skrumpede, efterhånden som universitetet reformerede uddannelsen til det bedre og ansatte universitetsmanuduktører. Den vordende velfærdsstat leverede dødsstødet i 1960, hvor universitetsmanuduktionen – der var datidens »seminarholdsundervisning« – blev gjort gratis.

Fænomenet genopstod imidlertid i 1990’erne med CBS som sit arnested i en ny »corporate« udgave, der i den internationale litteratur kaldes »shadow education«. I 00’erne penetrerede de nye udbydere markedet for jurakurser med en række aggressive kampagner, der bl.a. involverede brochurer på alle stole forud for undervisningen og betaling af undervisere og studerende for at reklamere for tilbuddene. Meget af dette satte fakultetet en stopper for, men uden den store succes. Det vakte således en del opsigt, da Djøf i 2012 offentliggjorde en studielivsundersøgelse, der viste, at omkring 40 % af de jurastuderende havde benyttet private kurser for at komme igennem jurastudiet.

6 ud af 10 betaler for privatundervisning

Min egen spørgeskemaundersøgelse fra foråret 2022 viser, at omtrent 60 % af de mere end 200 studerende på 4. semester, der deltog i undersøgelsen, havde betalt for private undervisningsydelser på jurastudiet, heraf 14 % flere gange. 70 % angav, at de kunne finde på at tilkøbe sådanne ydelser i fremtiden.

I et bredere perspektiv hænger denne udvikling formentlig sammen med opfindelsen af »masseuniversitetet« og samfundsmæssige strukturer, der normalt sættes i forbindelse med »konkurrencestaten«. I et kortere perspektiv tror jeg, at COVID-19 og suspensionen af den normale undervisning har eskaleret udviklingen. De to store markedsaktører, Aspiri A/S og My Law Story ApS, formåede hurtigt at omstille deres virksomheder til et digitalt publikum med online kurser, online content og abonnementsmodeller.

Disse teser afspejles til dels i min undersøgelse. De studerende angav således, at præstationspres i forskellige afskygninger er den primære grund til, at de betaler for private undervisningstilbud. En anden central grund er, at de private tilbud er mere eksamensorienterede. Kun en lille andel angav, at den private undervisning er bedre end universitetsundervisningen. En smule forstemmende er det derimod, at mangel på penge er vigtig årsag til, at en del studerende ikke har benyttet sig af de private tilbud.

Forretningsmodellen

Det er tydeligt, at de private udbydere i deres forretningsmodel drager nytte af disse motivationsfaktorer, der er styrende for efterspørgslen. Aspiri A/S reklamerer eksempelvis med, at de hæver kundernes karakterer med 1 til 2 niveauer. Det er umuligt at verificere en sådan påstand. Undersøgelser fra CBS peger på, at studerende, der tager private kurser, systematisk får lavere karakterer.

Aspiris primære produkter er intensive eksamensforberedende kurser, herunder både online og fysisk, samt kompendier. Eksempelvis kan man købe 10 timers kursus i EU-ret til 599 kr. eller 15 timers kursus i forvaltningsret til 749 kr. Man kan spare penge ved at købe hele »semester-« eller »årspakker«, ligesom man kan købe på afbetaling. Markedsføringen foregår i dag på de sociale medier. Eksempelvis har Aspiri A/S for nylig lanceret en »meme«-kampagne på Facebook med studerendes præstations- og eksamenspres som tilbagevendende tematik. I 2021 genererede Aspiri en bruttofortjeneste på 6,2 mio. kr. med et resultat på 2 mio. kr. Heri skal naturligvis påregnes, at Aspiri også tjener penge på andre uddannelser end jura.

My Law Story ApS markedsfører sig nærmest som en NGO, der går op i studerendes trivsel. Det er imidlertid en kendsgerning, at det er et anpartsselskab (tidligere iværksætterselskab), der har en pæn omsætning. Så vidt ses får My Law Story advokater, studerende og endda professorer til at producere indhold af forskellig karakter, hvoraf noget gøres frit tilgængeligt, mens andet placeres bag betalingsmur. Adgang til det hele forudsætter et abonnement til »My Law Story Club«, der koster 49 kr. om måneden for studerende. Man kan tilkøbe visse andre ydelser, herunder medlemskab af netværk. Markedsføringen foregår på alle de store sociale medier som Facebook, Instagram, Youtube og LinkedIn. My Law Story’s regnskab viser, at selskabet genererede en bruttofortjeneste på 937.000 kr. i 2021, og at 991.000 kr. blev brugt på personaleomkostninger. I hvis lommer disse penge ender, er overladt til spekulation.

Caveat emptor

Min undersøgelse kalder først og fremmest på selvransagelse blandt os, der er er ansat på fakultetet til at udvikle kurser og undervise. Uddannelsen og samfundet er i konstant udvikling, og vi kan med sikkerhed gøre mange ting bedre. De private udbydere rammer os der, hvor vi er svagest, herunder ensformige eksamensformer og mangel på fuld udnyttelse af potentialet i e-læring.

Jeg håber imidlertid også, at det kan give anledning til refleksion blandt de studerende. Modsat tidligere er de private kurser ikke en nødvendighed. Det er ikke ensbetydende med, at ingen nogensinde kan være tjent med et privat kursus. Jeg vil imidlertid tillade mig at tvivle på, at det er tilfældet for 6 ud af 10. Min undersøgelse indikerer nemlig, at de fleste studerende deltager i et kursus eller to i starten af uddannelsen bare for at være »på den sikre side«. Begejstringen for de private tilbud er da heller ikke overvældende: ca. 49 % angav at være tilfredse, mens ca. 40 % var neutrale og ca. 12 % utilfredse. For flertallet er det altså som minimum spildte penge.

Derfor vil jeg håbe, at man som studerende tænker sig om en ekstra gang, inden man kaster sin dyrebare tid og sine surt tjente mønter efter private udbydere.