Humans of Søndre Campus, udvekslingsstuderende

Livet som udvekslingsstuderende?

 Af Aisha Riaz, udvekslingsstuderende

 

Det er nu to måneder siden, at jeg tog afsted fra Københavns Lufthavn på en lang flyvetur til Brisbane i Australien, for at studere et semester af min kandidat på Griffith University. Det har indtil videre været over al forventning. Australien er et populært sted at tage på udlandsophold, og det er der også god grund til; dets pulserende storbyer, smukke strande, og anerkendte universiteter gør det til et oplagt sted at tilbringe et semester af sin uddannelse.

 

Studiet startede en uge efter min ankomst. Første uge bød på en introtur til Byron Bay sammen med en masse udvekslingsstuderende. På turen fik vi mulighed at kayaksurfe med delfiner, hike i den flotte natur og og vi fik naturligvis også mødt en masse søde kænguruer. Efter introugen skulle man hurtigt sadle om og forberede sig på undervisningen, som startede ugen efter.

 

Undervisningsformen er noget anderledes end hvad vi kender til i Danmark. Modsat KU, hvor vi er vant til, at det er den endelige eksamen, som er afgørende for ens karakter, er det ens samlede indsats gennem semestret, som er afgørende på Griffith University. Der bliver lagt vægt på fremmøde, deltagelse i undervisningen og ikke mindst løbende afleveringer gennem semestret. Som eksempel, har jeg netop afleveret en essayopgave i et af mine fag, som vil tælle 40% af min endelige karakter, mens resten er afhængig af min deltagelse i undervisningen og en gruppefremlæggelse. Denne undervisningsform fører til en masse aktivitet i undervisningen, som kræver at man altid er forberedt på diskussioner. Det kræver samtidig, at man er opmærksom på ugentlige deadlines for obligatoriske afleveringer og prøver. Man kan også komme ud for at skrive en eksamensopgave i hånden uden hjælpemidler, hvilket er helt almindeligt i Australien. Jeg har selv tre af sådanne eksaminer. Underviserne er dog meget forståelige overfor udvekslingsstuderende, og man har altid mulighed for at få vejledning til, hvordan man skal gribe opgaveskrivningen an.

 

Denne undervisningsform er et godt afbræk fra KU, da det hele ikke afhænger af en enkelt eksamen. Man kan derfor stadig klare sig godt, på trods af en dårlig eksamensdag og samtidig motiverer det en til at være mere aktiv i undervisningen. De udbudte fag på Griffith University tæller 7,5 ECTS hver. Det betyder, at jeg således følger fire fag for at få fuld merit. Selvom det er flere fag, end hvad man normalt følger et semester på KU, er fagene til gengæld ikke nært så omfattende.

 

Griffith University lægger stor vægt på deres internationale studerende, hvorfor de også stiller en mentor til rådighed gennem et buddy-program. Gennem dette program blev jeg sat sammen med en lokal studerende, som jeg mødtes  med de første uger på universitetet. Dette var meget udbytterigt, da det hjalp mig med at falde hurtigt til, både på universitetet og i Brisbane. Jeg fik alle de gode tips og råd, som jeg ellers ikke ville kende til som international studerende. Desuden var det en god mulighed for at lære andre studerende at kende allerede fra start, hvilket blev et springbræt til en masse bekendtskaber og venner på studiet. Der er månedlige arrangementer for udvekslingsstuderende, hvor der blandt andet arrangeres ture til nationalparker eller afholdes quizaftener. Jeg kan desuden stærkt anbefale, at man tilmelder sig et sportshold eller lignende, mens man er på udveksling, da det er en god måde at holde sig fysisk aktiv på, samtidig med at man socialiserer sig på studiet. Jeg er selv tilmeldt både universitetets basketballhold og taekwondoklub, og det jeg er utrolig glad for, at jeg gjorde. På universitetet møder man medstuderende fra over alt i verden, hvilket har været positiv oplevelse, da man får stiftet bekendtskab med mange forskellige kulturer og sprog. Man får samtidig hurtigt skabt et fællesskab med de andre studerende, og lærer, at man oftest har flere ting til fælles end omvendt.

 

Australiere er utrolig imødekommende og venlige, hvilket er med til at man hurtigt falder til og finder sig til rette i den australske hverdag. Der er altid noget at tage sig til, og da vejret som regel altid er på den gode side af de 20 grader, er der en mange udendørs aktiviteter både på universitetet og i bycentrum.

 

Selvom jeg følger flere fag end hjemme i Danmark, er der stadig relativt meget luft mellem mine undervisningstimer. Dette giver mig rig mulighed for at opleve Australien og ikke mindst byen Brisbane, som er den 3. største by i Australien med ca. 2,3 millioner indbyggere. Byen er virkelig multikulturel, spækket med udvekslingsstuderende. I byens nærområder er der gode muligheder for at hike, hvilket jeg har benyttet mig flittigt af. Det har budt på flere fantastiske udsigter – og hvis man er heldig, kan man også spotte koalaer i det fri under ens vej. Derudover kan man nemt besøge andre byer i nærområdet, som for eksempel Gold Coast, som er et populært surferområde. Jeg kan kun anbefale, at man udnytter enhver mulighed for at rejse under ens begrænsede tid på udveksling. Jeg er personligt netop vendt hjem fra vores påskeferie, som blev tilbragt i Sydney og Melbourne. Her så jeg Operahuset i Sydney, kørte i bil langs havet på Great Ocean Road og besøgte de famøse graffiti-gader i Melbourne.

 

Jeg er nu halvvejs gennem semestret og kan uden tvivl bekræfte, hvad jeg har hørt fra andre som tidligere har været på udlandsophold; tiden flyver! Man får netop sat sig ind i det nye studiemiljø og får skabt de tætte venner, men før man ved det er det allerede forbi. Jeg vil derfor gøre mit bedste for at få det meste ud af resten af mit ophold, og ikke mindst udforske Australien meget mere. Jeg kan allerede nu varmt anbefale, at man tager på udveksling under ens studietid, og uanset hvor det er, vil det helt sikkert være en oplevelse for livet.

Del denne artikel