Force Majeure: Den usynlige grænse mellem uheldigt og uretfærdigt

Et interessant eksempel på dette er den amerikanske filosof og politiske teoretiker Judith N. Shklar simple teori om uheld og retfærdighed. Når livet rammer som en lastbil fra højre, så har mennesker grundlæggende to forskellige måder at kategorisere den tragiske hændelse på. Enten opfatter vi det som uheldigt eller uretfærdigt. Judith N. Shklar fremhæver eksemplet om udviklingen af kvindens rolle i samfundet. For 150 år siden var det uheldigt at blive født som kvinde, da man måtte leve med det grundvilkår, at ens stilling og status i samfundet var rangeret lavere end mænds. Men i løbet af de sidste 100 år er det lykkedes at lave det til et spørgsmål om uretfærdighed. Man bliver stadig født som kvinde, men man bliver i stand til at adressere de faktorer, som oprindeligt gjorde, at kvindens status i samfundet blev undertrykt. Dermed er der altså tale om en uretfærdighed og ikke en ”uheldighed”. Med andre ord forskydes vores opfattelse af, hvad der er uretfærdigt og uheldigt, i takt med udviklingen af politiske ideologier, status og vores perspektiver på verden.

Et af de bedste eksempler, hvorpå grænsen flytter sig, er klimakrisen. I skrivende stund er der over 1000 verserende sager om klimaforandringer og ansvar. Retssagerne foregår i hele verdenen fra Filippinerne og Indien til Norge og Spanien. Særligt er dog retssagen om jordskælvet i L’Aquila interessant og yderst kontroversiel.

En skæbnesvanger dag i det centrale Italien, rystede jorden under byen L’Aquila den 6. april 2009. Jordskælvet, som målte 6,3 på Richterskalaen, efterlod byen og dens omgivelser i ruiner og resulterede i dødsfald og skader på tusindvis af mennesker. Men tragedien stopper ikke her. Som et resultat af jordskælvet blev en gruppe af italienske forskere stillet for en domstol og anklaget for uagtsomt manddrab. Anklagen var baseret på påstanden om, at de forskere, som havde deltaget i en pressekonference i dagene op til jordskælvet, havde undervurderet risikoen for et stort jordskælv og dermed havde tilskyndet beboerne i området til ikke at evakuere deres hjem. De italienske forskere blev fundet skyldige i uagtsomt manddrab og idømt seks års fængsel hver.

Retssagen fik international opmærksomhed og blev anset for at have alvorlige konsekvenser for forskere/videnskabsfolkenes evne til at give offentlige udtalelser om risici. Men endnu mere interessant fremhæver sagen de komplekse spørgsmål om forskerens ansvar, når det kommer til at forudsige naturkatastrofer og kommunikere risici til offentligheden. Selvom forskerne endte med at blive frikendt for anklagerne om manddrab i en efterfølgende ankesag, har sagen rejst vigtige spørgsmål om ansvar, retfærdighed og ikke mindst distinktionen mellem uretfærdig og uheldig. Men særligt har L’aquila-sagen skabt en præcedens for fremtidige sager, hvor forskere kan blive holdt ansvarlige for deres udtalelser, der påvirker offentlighedens adfærd.

L’Aquila-sagen viser i hvor høj grad vi er begyndt at menneskeliggøre naturkatastrofer. En tendens som både rykker ved vores opfattelse af retfærdighed og hvordan forsikringspolicerne i fremtiden skal udformes. Det har medført at det juridiske begreb Force majeure står særligt under pres. Force majeure beskriver den situation, hvor en part ikke kan opfylde sine forpligtelser på grund af uforudsigelige og uundgåelige begivenheder uden for deres kontrol og undtager dermed den misligholdende part fra ansvar. Fra naturkatastrofer til politisk ustabilitet, kan force majeure være en afgørende faktor for at beskytte parterne i en kontrakt, mens de navigerer gennem uforudsigelige og usikre tider. Kristian Lautas forskning viser, at katastrofer ofte er et resultat af menneskelige fejl og dårlig risikostyring og ikke en ”act of god”. Selvom nogle katastrofer dog kan skyldes naturkatastrofer eller uforudsigelige begivenheder, såsom epidemier og pandemier, så viser Lautas forskning, at mange katastrofer kan tilskrives menneskelige faktorer og at ansvaret derfor for katastrofer ofte kan placeres på flere parter, herunder myndigheder, virksomheder og enkeltpersoner.

Med andre ord viser Lautas forskning, at vi står ved foden af en retlig flodbølge. Vores grundlæggende forståelse og viden om katastrofer, sammenholdt med vores evne til at forudsige katastrofer skaber en følelse af uretfærdighed for fremtidige katastrofer. En følelse af uretfærdighed som bliver erstattet med retlige konflikter. På den korte bane skaber dette en retlig uro, hvor folk må acceptere sværere tab, som kan være umulige at overkomme. Imidlertid skaber denne retlige nyskabelse også varige aftryk og giver stater, virksomheder og individer incitament til at ændre deres adfærd og aktivt arbejde for et sikkert og mere trygt samfund i fremtiden. Katastrofer er, og har altid været, nært forbundet med forandringer.

Er man interesseret i en yderligere indflyvning i Katastroferet, kan Kristian Lautas bog, “Katastrofer og hvad de kan lære os om os selv”, varmt anbefales. Med et stærkt fokus på den juridiske del af katastrofer og ansvar er denne bog værdifuld læsning for både juridiske læsere og alle, der ønsker at forstå de komplekse aspekter af katastrofer og ansvar. Kristian Lautas skrivestil er lettilgængelig og engagerende, hvilket gør bogen til en spændende og givende læseoplevelse.

Så tag fat i “Katastrofer og hvad de kan lære os om os selv”, og dyk ned i en verden af juridisk ansvar og katastrofer!

I øvrigt er Kristian Lauta gæst i podcasten ”Legalt”, hvor han fortæller om sin studietid på jurastudiet og om katastroferetten. Du kan lytte til podcasten ”Legalt” på din foretrukne streamingtjeneste.