Marlene Wind

EU-Domstolen tog stilling til et spørgsmål vedrørende den danske lovgivning om studiestøtte. Domstolen fandt, at den danske lovgivning var i strid med EU-retten, og den danske stat var således nødsaget til at tage afgørelsen til efterretning. Det er ikke første gang, at EU-Domstolen afsiger domme, der har fået sindene i kog hos danske politikere såvel som hos dele af den danske befolkning. Domstolens fortolkningsstil er blevet kritiseret i skarpe vendinger, og alt lige fra politikere til erfarne jurister har sået tvivl om EU-Domstolens eksistensberettigelse. Stud.Jur. har mødt en af Danmarks dygtigste og mest velformulerede eksperter inden for EU-systemet til en samtale om forholdet mellem ret og politik.

”Vi er et flertalsdemokrati i Dworkins forstand, og det betyder altså, at vi sætter parlamentets gøren og laden over alle andre retskilder, og hvis der er et politisk flertal for at gøre et eller andet, så er det dét, vi henholder os til. Det er sådan, embedsmændene tænker, det er sådan, domstolene tænker, det er sådan, befolkningen tænker, journalister tænker – ja, alle tænker sådan!” Således lyder Marlene Winds umiddelbare beskrivelse af den særlige ånd i Danmark, såvel som i andre flertalsdemokratier, da Stud.Jur.’s udsendte spørger ind til, hvorfor danskere har så svært ved at acceptere en institution som EU-Domstolen. Ovenstående citat er ikke blot en række frie overvejelser eller subjektive beskrivelser af danskernes demokratiforståelse, men er snarere udtryk for en del af det, som Marlene Wind selv opfatter som sit største forskningsmæssige bidrag inden for sit felt.

Marlene Wind er uddannet cand.scient.pol. og fungerer da også som professor og centerleder med tilknytning til Institut for Statskundskab. Alligevel fungerer hun samtidig som leder af et projekt om den nationale legitimering af internationale domstole ved Centre of Excellence iCourts, der er et grundforskningscenter under Det Juridiske Fakultet. I mange juristkredse hersker der ofte tvivl om, hvorvidt andre end klassiske jurister rent faktisk formår at erkende en juridisk virkelighed, og det er da også med denne ånd in mente, at nærværende artikel skrives, for hvad er egentlig idéen med denne sammenblanding af ret og politik?

Juraen som empiri

Interessen for juraen begyndte, da Marlene Wind startede som ph.d.-studerende ved European University Institute i Firenze, hvor hun blev tilknyttet en af verdens fremmeste forskere inden for EU-retten, Joseph Weiler. Ph.d.-projektets formål var at beskrive forfatningskampen internt i Europa med særlig fokus på suverænitetsbegrebet i den europæiske integrationsproces. Egentlig var det meningen, at Marlene Wind ville have forsket ved det juridiske institut, men af frygt for, at hendes forskning på baggrund af en manglende juridisk baggrund, ikke ville blive anerkendt i Danmark, valgte hun, at forskningen skulle tage sit udgangspunkt i traditionelle politologi. Alligevel måtte hun på et meget tidligt tidspunkt indse, at hendes forskning ikke lod sig gennemføre uden samtidig at se på juraens grundsten, nemlig retskilderne. Juraen blev med andre ord den empiri, der skulle danne grundlaget for beskrivelsen af udviklingen i suverænitetsbegrebet. Som Marlene Wind selv udtrykker det: ”Juraen er den bedste empiri!”

Ret og politik – et interdisciplinært studium

Marlene Winds projekt var herefter at beskrive politik ved brug af jura, men samtidig også at beskrive juraen i en politisk virkelighed. Hendes epistemologiske udgangspunkt var således væsentligt anderledes end inden for den traditionelle retsdogmatik, idet hun ikke søgte at opnå en erkendelse af, hvad der er gældende ret inden for et nærmere bestemt område. Marlene Winds udgangspunkt var snarere udtryk for et ønske om at opnå en politologisk erkendelse af, hvorfor retstilstanden er blevet, som den er.

Som de fleste sikkert er bekendt med, har EU-Domstolens dom vedrørende den danske SU-ordning fundet en central plads i forhandlingerne om SU-reformen. Uddannelsesministeren blev bedt om straks at finde en løsning, og endnu engang har politikerne kritiseret EU-Domstolen for en alt for aktivistisk fortolkning, der efter deres mening underminerer det danske velfærdssystem. Andre sprængfarlige afgørelser findes i bl.a. Metock-dommen, der af Dansk Folkeparti blev anset for så skadelig for Danmark, at man bad den nu afdøde professor Hjalte Rasmussen om at skrive et responsum, hvis konklusion vist bedst kan beskrives som et klokkeklart eksempel på de stærke følelser, som EU-Domstolen rent faktisk formår at skabe hos andre mennesker. Sådanne følelser findes ikke kun i Danmark, og kontroversielle afgørelser har da også vakt opsigt i andre medlemsstater. Alligevel har danskerne sværere ved at acceptere helt grundlæggende præmisser for EU-Domstolens legitimitet. Stud.Jur.’s udsendte vender tilbage til samtalens indledning og spørger, hvorledes politologen vil forklare, hvorfor danskerne i modsætning til andre befolkninger i EU er væsentligt mere skeptiske over for EU-Domstolen. Marlene Wind forklarer, at for at forstå dette må man først forsøge at beskrive vores demokratiopfattelse. Som anført tidligere indplacerer Marlene Wind danskerne under det, som Ronald Dworkin kalder for ”Majoritarian Democracy”. Heroverfor står det konstitutionelle demokrati, som stort set alle andre lande i EU er kendetegnede ved. Det, der kendetegner – ikke bare det danske – men også de andre nordiske landes demokratier (med undtagelse af Norge) og dermed også vores forståelse af domstolens rolle, er grundlæggende, at Parlamentet dvs. Folketinget som den lovgivende magt står over alt andet. Vores udgangspunkt er traditionelt retspositivistisk, og vi støtter os dermed til loven som den klart stærkeste retskilde. Samtidig er danskere mere kritiske i forhold til rettigheder, hvorfor der er generel skepsis over for EU-Domstolens dynamiske fortolkningsstil. Dette kan ifølge Marlene Wind blandt andet skyldes den forholdsvis gnidningsfri overgang fra enevælde til demokrati, at Danmark er en forholdsvis monokulturel velfærdsstat uden de store etniske og religiøse konflikter, og at danskere generelt har stor tillid til det politiske system. Over for dette står lande med konstitutionelt demokrati, hvis historie i højere grad har været præget af revolutioner, folkedrab og andre konflikter, hvilket har nødvendiggjort en stærk domstol, der havde mulighed for at underkende den lovgivende magt. Netop fordi EU-Domstolen udspringer af en retstradition i det konstitutionelle demokrati, har danskere svært ved at acceptere domstolens virke.

Den danske selvforståelse

Marlene Wind fortæller, at hun altid spørger sine studerende, om de mener, at Danmark, som det forholdsvis lille land vi er, har størst interesse i, at EU er reguleret på folkeretligt eller EU-retligt niveau. Stud.Jur.’s udsendte, der selv er tilhænger af et stærkt EU, er ikke så meget i tvivl om svaret på det spørgsmål; men det leder Marlene Wind videre til problemets kerne i det danske forhold til EU.

Det kan ofte virke, som om at EU for mange danske politikere alene skal fungere som et projekt, man vælger, når det vil virke gunstigt, og fravælger, når det ikke er i ens eget favør, hvilket leder tankerne hen på et system, der er ret folkeretligt reguleret. Hermed udstiller Marlene Wind et dansk paradoks. Som hun selv siger, ”så er danskerne generelt ret selvovervurderende”. Mange danskere tror, at EU netop blot er et folkeretligt tag-selv-bord, og at vi som nation med 5,6 mio. indbyggere kan svinge taktstokken for det samlede projekt. Mange tror også stadig, at vi er så løst tilknyttede, at EU-reglerne kun gælder og kan tilsidesætte nationale regler, når det passer ind i vores kram. Deraf forargelsen når en EU-dom går os imod. Marlene Wind giver et eksempel. ”Mange danske politikere er store tilhængere af EU, når det er opportunt i en given sammenhæng, men ligeså snart det ikke passer ind i deres politiske virkelighed, så mener mange, at EU har for mange kompetencer eller lignende.” Stud.Jur.’s udsendte kan da også nikke genkendende til denne politiske virkelighed. Tag som eksempel de afgørelser vedrørende opholdstilladelse til tredjelandsstatsborgere, som EU-Domstolen har afsagt inden for de seneste år. Disse er jævnligt blevet brugt som argumentation af politikere fra det traditionelt EU-skeptiske Enhedslisten i sager om familiesammenføring. På samme måde så man under den konflikt, hvor fagforeningen 3F blokerede Restaurant Vejlegården, at Morten Messerschmidt fra det ligeså EU-skeptiske Dansk Folkeparti ville indgive klage til Kommissionen over blokaden, idet han mente, at 3F krænkede grundlæggende rettigheder, som blev fastslået i en afgørelse fra EU-Domstolen i 2006. Disse situationer viser tydeligt, hvordan EU bliver brugt – nogen vil måske endda sige misbrugt. Ifølge Marlene Wind vil der dog langsomt komme til at ske en udvikling imod en større accept af Domstolens rolle i et integreret Europa; men det vil ikke ændre på, at Danmark traditionelt set vil blive ved med at være et klassisk flertalsdemokrati, og der vil således til stadighed være en udpræget debat om og kritik af EU-Domstolens legitimitet.

Marlene Winds forskning befinder sig i et evigt interessant spændingsfelt mellem jura og politik. Hendes beskrivelse af den danske tilgang til en række store politiske såvel som retlige spørgsmål vedrørende europæisk integration har stadig meget stor aktualitet, hvilket senest er blevet bekræftet ved afgørelsen vedrørende det danske SU-system. Samtidig giver det også anledning til en række overvejelser i forhold til det danske medlemskab af det fællesskab, som EU er udtryk for. Samtalen med Marlene Wind satte således en række tanker i gang i hovedet på Stud.Jur.’s udsendte, idet diskussionerne om EU-Domstolens aktivistiske tilgang bestemt også er noget, som mange jurastuderende kan blive frustrerede over, når de første gang stifter bekendtskab med domstolspraksis på bacheloruddannelsen, fordi man lige pludselig oplever en helt anden tilgang til jura, end man er vant til. Det samme ses også blandt erfarne jurister, der straks tager grundlovens § 20 i hånden og kræver, at Danmark afviser at efterkomme dén ene afgørelse, som går imod danske interesser, men samtidig negligerer de flere hundredvis af afgørelser, der rent faktisk gavner Danmark. Man må nødvendigvis spørge sig selv, hvordan vi som danskere vil være en del af et fællesskab, hvis vi ikke samtidig vil forstå og acceptere vores fælles forskelligheder? Tror danskerne virkelig, at vi kan stille sådanne krav til andre EU-lande, som alene vil gavne Danmark, men måske være ugunstige for andre medlemsstater, og så samtidig forvente, at andre lande ikke stiller sådanne krav til os? Efter Marlene Winds opfattelse er dette et udtryk for den demokratiske umodenhed, som kendetegner danskernes forhold til EU.

Sådanne spørgsmål udgør desværre ikke en særlig stor del af hverdagen på studiet ved Det Juridiske Fakultet. De er dog yderst relevante, hvis vi vil forstå det samfund, der omgiver os, og ikke blot være i stand til at erkende gældende dansk ret, og Stud.Jur.’s udsendte skal da hermed også tilkendegive, at der efter hans mening bestemt er brug for skabsjurister som Marlene Wind.