Gylle-Gaten

Gylle-Gaten

Af Sibel Savas

 

Drama på Christiansborg

Vedtagelse af en ny landbrugspakke kan virke som business as usual i Folketinget, men den 23. februar 2016 opstod der drama på Christiansborg.

 

I forløbet op til vedtagelsen af ’Landbrugspakken’ kom (den nu tidligere) miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i alvorlig modvind. Striden om ministeren eskalerede for alvor tirsdag den 23. februar, da de Konservative meldte ud, at partiet ikke længere havde tillid til Eva Kjer. Det skete efter et samråd i Miljø- og Fødevareudvalget, hvor de Konservatives ordfører Rasmus Jarlov forsøgte at få ministeren til at indrømme, at hun havde givet forkerte oplysninger omkring de miljømæssige konsekvenser af landbrugspakken.

 

Efter de Konservatives udmelding hasteindkaldte partierne i rød blok til en forespørgselsdebat i Folketinget, sat til at skulle afholdes onsdag den 2. marts. Det er til sådanne, at der kan vedtages et formelt mistillidsvotum.

 

Hvad siger forfatningsretten?

De forfatningsretlige regler om et mistillidsvotum findes i Grundloven, og her fremgår det også, at et folketingsflertal om mistillid til en minister, eller til Statsministeren og dermed hele regeringen, først får juridisk virkning, når mistilliden formelt er udtrykt i et vedtaget mistillidsvotum.

 

Som sagen stod, var der endnu ikke vedtaget et mistillidsvotum. Derfor havde Eva Kjer Hansen altså ikke en juridisk pligt til at gå af, ligesom Lars Løkke ikke var forpligtet til at fyre hende.

 

Det ville først være, såfremt et flertal i Folketinget om onsdagen vedtog et mistillidsvotum til Eva Kjer Hansen, at hun som udgangspunkt havde pligt til at gå af og Statsministeren en pligt til at afskedige hende.

 

Undtagelsen til dette er, hvis Løkke til den tid fortsat fastholdte, at en afstemning om Folketingets tillid til Kjer Hansen var et ‘kabinetspørgsmål’. I så fald ville afstemningen handle om Folketingets tillid til Statsministeren og dermed hele regeringen, og et mistillidsvotum ville betyde, at Statsministeren enten skulle indgive regeringens afskedsbegæring eller udskrive folketingsvalg.

 

En gordisk knude

”Vi står i sandhed i en skæbnestund med noget af en gordisk knude, for tingene er kørt fast. Og så siger man om gordiske knuder, at dem skal man bare hugge over. Og det kan man da nemt gøre.”

 

Således udtalte Lars Løkke Rasmussen til et pressemøde onsdag den 24. februar, hvor han adresserede mistilliden til Eva Kjer Hansen som miljø- og fødevareminister.

 

Når det står klart, at et folketingsflertal ikke længere har tillid til en minister, er det normale, at ministeren selv eller Statsministeren kommer Folketinget i forkøbet, inden der vedtages en formel mistillidserklæring. Det betyder, at ministeren går ’frivilligt’, eventuelt med lidt hjælp fra sin chef, Statsministeren.

 

Eva Kjer Hansen ville imidlertid ikke selv gå, og Statsministeren ville ikke foretage en afskedigelse, fordi han fortsat havde tillid til hende. Hermed truede Løkke med at gøre tilliden til Eva Kjer Hansen til et såkaldt ‘kabinetspørgsmål’ – et spørgsmål om Folketingets tillid til hele regeringen.

 

På pressemødet udlagde Løkke ligeledes de, efter forfatningsretten, to måder at løse konflikten på:

 

”Den ene måde at gøre det på er, at jeg skiller mig af med Eva Kjer Hansen, men hende nærer jeg tillid til. Hende anser jeg som dygtig og hårdtarbejdende. Så det er ikke nogen særlig attraktiv løsning.”

 

Hvorefter han fortsatte og gjorde klart, at: ”Den anden måde at hugge knuden over på er at udskrive folketingsvalg. Det er bestemt også en mulighed, men det rummer i sig selv en risiko.”

 

Situationen var altså ganske usædvanlig, da man forventede, at Statsministeren i sådanne situationer hjalp ministeren på vej og ultimativt selv afskedigede vedkommende.

 

Det har Lars Løkke Rasmussen da også været ude for før. Ser man tilbage på 2011 var det nødvendigt for Lars Løkke at fyre den daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, på grund af den såkaldte Statsløsesag.

 

Det er altså ikke en uprøvet situation for Lars Løkke.

 

Ministeren eller regeringen

Lars Løkke og Søren Papes armlægning fandt sted i lyset af forfatningsrettens formelle bestemmelser. Bevidstheden om at de kunne tages i brug syntes ikke at skræmme nogen af dem. Parterne holdt hårdt på hver deres og var tilsyneladende ubøjelige over for hinanden. Søren Pape såede tvivl om Eva Kjer Hansens ministerpost og satte den derved på spil, men det var Løkke, der satte regeringens politiske liv ind på ikke at giver efter for Pape.

 

”Vi vælter ikke regeringen, den kan vælte sig selv.” Det udtalte Pape, efter at Løkke tirsdag aften havde indkaldt til møde, der skulle afgøre, om der fortsat var flertal for regeringen.

 

Udfaldet af konflikten blev som forventet, da Eva Kjer Hansen  selv valgte at gå af, på trods af Lars Løkke Rasmussens udtalte ønske om hendes fortsatte bliven.

 

Dette uformelle system er så effektivt, at det endnu aldrig er sket, at Folketinget formelt har måttet vedtage et mistillidsvotum til en enkelt minister. Det er også yderst sjældent, at en statsminister har gjort sagen til et kabinetspørgsmål, således at Folketinget har måttet vedtage et mistillidsvotum til statsministeren – og dermed hele regeringen.

 

Men det er dog sket tre gange, senest for Poul Hartlings smalle V-regering i 1975, som af Folketinget blev opfordret til at træde tilbage.

 

Den udtrykte mistillid til en minister som Eva Kjer Hansen er ikke usædvanlig. Det er forløbet efter den udtrykte mistillid, der sjældent ses.

 

Med den nuværende parlamentariske situation og de Konservatives nyopdagede stålfasthed bliver det spændende at følge udviklingen i brugen af forfatningsretten i dansk politik.