Folkeretten – frygt og fallit

Af Yousif F.N. Al-Saif

Vi er snart alle bekendte med billederne af syriske børn med en blanding af blod og tårer løbende ned af kinderne, der stirrer ind i journalisternes kamera med et på en gang frygtfyldt og håbløst blik i øjnene. Vi har alle set nyhederne, der portrætterer mødre og børn, der panisk forsøger at flygte ud af en synkende jolle og ind i armene på det italienske kystpoliti. Men hvordan kunne sådan en tragisk situation opstå med de folkeretlige rammer, som man igennem århundrede har opbygget i eksempelvis Geneve-Konventionen og Rom-statutten? Hvordan kunne en borgerkrig få lov at eskalere til en sådan grad, at en hel generation af syriske børn nu ikke kan læse og skrive, men kender forskellen mellem de forskellige slags bomber og granater, der timeligt falder ned over dem?

Folkeretten – en historie om berøringsangst

Intet sted i verden er folkerettens magtesløshed så evident som i krigen i Syrien, hvor folkerettens højeste instans, FN, officielt for to år siden traf beslutning om at stoppe med at tælle dødsofrene, idet FN fandt det formålsløst at fortsætte optællingen, når tallet allerede ville være langt højere blot dage eller endda timer efter seneste optælling. Ovenstående eksempel tjener til at belyse den problemstilling, som FN og folkeretten møder: en politisk og juridisk lammelse, der truer med at lade Syriens befolkning i stikken og dermed resultere i folkerettens effektive fallit.

Juraen har i århundrede været et effektivt værktøj til at tøjle magthavernes (ofte vilkårlige) magtanvendelse. En af folkerettens første forsøg på at skabe en universel  og international juridisk magtinstans, der netop skulle tøjle statslederes eventuelle magtmisbrug kom til udtryk i form af en røst fra en ensom, britisk advokat ved navn Hugh Ballot. Bellot foreslog oprettelsen af en international domstol. Bellot ønskede med den foreslåede domstol at værne om den menneskelige værdighed under og efter en krigstilstand. Således skulle domstolen både have en præventiv virkning på magthavere, så de ikke misbrugte deres våbenarsenal til at sprede unødvendig terror og rædsel, men domstolen skulle ligeledes sikre en generel efterlevelse af fundamentale menneskerettigheder samt sikre den fælles menneskelige civilisation ved eksempelvis at sanktionere brugen af kemiske våben. Bellot fik ikke held til at oprette sin ønskede domstol. Der skulle endnu en verdenskrig og adskillige folkemord til at få realiseret Bellots forhåbning.

Efter Anden Verdenskrig, urolighederne i Sydamerika, krigene i det tidligere Jugoslavien, folkemordet i Rwanda mødtes FN endelig til et fem uger langt møde i Rom, hvor nationerne i fællesskab forfattede udkastet til traktaten om den Internationale Straffedomstol (Domstolen), Rom-statutten. FN var overbevist om, at den blotte eksistens af Domstolen ville afskrække diktatorer og magthavere fra at anvende brutalitet mod deres eget folk såvel som andre. Ingen steder har den forventede afskrækkende effekt af Domstolen været mere tydeligt ineffektiv end i Syrien, hvor bomberne falder om kamp med tårer hver dag og hver time, på trods af Domstolens eksistens.

Domstolens og folkerettens rolle i Syrien

Domstolen har ingen rolle i Syrien. Folkeretten er ikke eksisterende. Sådan betegner mange juridiske eksperter den nuværende situation i Syrien. Syrien har underskrevet Rom-statutten, hvori oprettelsen af Domstolen er nedfældet. Syrien har imidlertid ikke ratificeret Statutten, hvorfor Domstolen ikke nyder nogen jurisdiktion til at igangsætte en efterforskning eller retsforfølge for krigsforbrydelser i landet. FN’s Sikkerhedsråd har mulighed for at overføre jurisdiktion til Domstolen, men da forslaget blev præsenteret i Sikkerhedsrådet i 2014, blev der nedlagt veto af Rusland og Kina. Dette sker på trods af overvældende beviser på, at Syriens regering ledet af præsident Bashar Al-Assad har begået talrige forbrydelser mod menneskeheden, herunder systematisk tortur og drab, og muligvis har anvendt kemiske våben mod sin egen befolkning. De fleste af beviserne er genereret af den syriske regering selv, der har en veletableret tradition for at fotografere og filme tortur af fanger og formodede oprørssympatisører. Internationale advokater og efterforskere er nu i besiddelse af op mod 50.000 af disse billeder og 600.000 dokumenter, der påviser den syriske regerings forbrydelser.

Overvældende beviser, overraskende magtesløshed

På trods af de overvældende beviser mod Syriens regering og præsident Bashar Al-Assad, på trods af talrige konventioner samt traktater og på trods af Domstolens eksistens, er der ingen folkeretlig aktør, der indtil videre har formået at sætte en stoppe for de lidelser, som Syriens befolkning lever under. De juridiske rammer, som blev tegnet i Rom-statutten, er sprængt, og ingen reaktion er fulgt efter. Krigsforbrydelserne er med andre ord gratis at begå, og de indebærer ingen folkeretlig reaktion og sanktion. Har folkeretten hermed bevist, at den blot repræsenterer en formel ret blottet for materielt indhold? Har folkeretten spillet fallit? I Syrien må svaret på ovenstående spørgsmål være bekræftende.