Karriere-karrusellen: Plesner
Stud.jur. Sophie Louise Winther
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for en jurastuderende hos jer?
Som student bliver man kastet ud i en masse forskellige opgavetyper af juridisk karakter, og afdelingerne har stor tillid de studerendes arbejde. Opgaverne sendes til en fælles studenterindbakke, hvor studenterne indbyrdes fordeler opgaverne, og ofte samarbejder to eller flere studenter på en bestemt opgave. Opgaverne kan f.eks. være at foretage juridiske undersøgelser i love, forarbejder, retspraksis og litteratur eller at udarbejde notater, der klarlægger retstilstanden på et bestemt område. I min afdeling (IP-, markedsførings- og forbrugerret) søger studenterne også efter produkter på internettet, som krænker vores klienters rettigheder, og vi hjælper efterfølgende ofte til med at skrive advarselsbreve til krænkeren, ligesom vi hvert år går ”undercover” på diverse kræmmermarkeder i jagten på kopivarer og produktefterligninger. Det sjoveste synes jeg selv har været, da jeg i tæt samarbejde med advokaten og partneren var med på en sag, som skulle for retten, og hvor jeg skulle udarbejde materialesamling og ekstrakt, og fik lov til at deltage i møder med modparten. Jeg derfor kunne følge sagen fra start til slut, og det var utrolig lærerigt og givende at få et sådant indblik i en sag i praksis. På trods af variationen, starter den typiske arbejdsdag dog typisk på samme måde: en fælles tur med de andre studenter ned til afdelingens kaffemaskine for at ”fylde benzin på bussen”.
Hvordan indgår man som studerende i jeres organisationsstruktur?
En student er fast tilknyttet en afdeling, og indgår så i den pågældende afdelings studenterteam (som kan bestå af alt fra 3-12 studenter). Den enkelte afdeling kan beskæftige sig med flere retsområder, og at man er fast tilknyttet til en enkelt afdeling betyder derfor ikke, at man ikke kan prøve kræfter af med mere end ét retsområde. Studenterne er ikke knyttet op til en bestemt advokat eller partner, og man bistår derfor hele afdelingens jurister i det daglige arbejde med de mange sager. I perioder med mange opgaver er kutymen også, at studenterteams kan assistere en anden afdeling, hvor der er et ekstra behov for hjælp med opgaverne. De studerende indgår derudover ikke kun som en integreret del i afdelinger, men også i resten af huset. Der sidder eksempelvis studerende i en række af husets frie udvalg (såsom i employer-branding-udvalget og fredagsbar-udvalget), og studenterne har derfor også indflydelse på tiltag og arrangementer i det større, fælles billede.
Hvordan kan jeg som studerende udvikle mig hos jer?
Enhver student har særegne behov og ønsker for personlig udvikling, og jeg mener, at denne omstændighed imødekommes rigtig godt på arbejdet. Plesner er positivt stemt over for, at studenterne tager på udvekslings- eller praktikophold, ligesom Plesner i samarbejde med KU understøtter og sparrer med et hold studerende i VIS-moot (procedurekonkurrence i Commercial Arbitration). Man får derudover som student fra dag ét tilknyttet en tutor, som ”tager dig i hånden” gennem hele din studentertid i huset. Fire gange om året holder du og din tutor en kvartalsamtale, hvor I på baggrund af feedback fra opgaver, som du selv har ønsket feedback på, drøfter hvordan du kan arbejde med tre konkrete fokuspunkter indtil næste samtale, der skubber dine faglige- og professionelle grænser et ekstra stykke fremad. Til kvartalsamtalerne snakker I også om din trivsel i afdelingen, og min tutor spørger mig f.eks. altid, om jeg har særlige opgaveønsker inden for et af afdelingens retsområder, som jeg gerne vil prøve ekstra kræfter med. Jeg har et rigtig godt forhold til min tutor, og ved, at døren altid står åben, hvis jeg har behov for faglig sparring eller en pausesnak (eller et stykke chokolade fra hans skuffe).
Hvordan er det sociale liv?
Blandt de bærende årsager til, at jeg gerne ville arbejde for Plesner, var kontorets betoning af det sociale som en uundværlig ingrediens i et fagligt stærkt output. De sociale tiltag omfatter bl.a. fredagsbarer, afdelingsarrangementer og -rejser såvel indlands- som udlands, samt julefrokoster og sommerfester for hele huset. En af mine personlige favoritter er ”Plesner-quizzen”, hvor du og dit hold sammen kan bevise, at alle timerne brugt på ”Bezzerwizzer” langt fra har været forgæves. På studenterplan er der i afdelingen ”studenterhyggearrangementer”, hvor studenter, deres tutorer og den studenteransvarlige advokat tager ud og laver nogle sjove aktiviteter sammen samt spiser middag. Studenterne fra M&A-afdelingen holdt for nyligt (før corona vel at mærke) Tour-De-Chambre hos hinanden, hvilket med temaer som ”2900-Happiness” og ”Star Wars” så yderst sjovt ud! Særligt for studenterne holdes der desuden hvert år en studenter-camp, hvor vi kommer på weekendophold et sted i Danmark for at lære hinanden bedre at kende. Sidste år var vi på Marienlyst Strandhotel, hvor programmet stod på teambuilding, personlig udvikling og sidst – men ikke mindst – fest!
Hvordan bliver jeg ansat hos jer?
Man kan søge året rundt gennem vores hjemmeside, og der ansættes løbende studenter, typisk fra 3. Semester og frem. Det er svært at komme med en konkret formel for, hvordan man bliver ansat, da alle ansatte i huset har forskellige faglige- og personlige profiler, og derfor er ansat på forskellige baggrunde. Ansættelse sker ud fra en samlet vurdering af personlighed, faglig formåen, og ikke mindst ansøgerens indstilling, mindset og vilje til at lære og udvikle sig fagligt- og personligt på arbejdspladsen. Kerneværdier i firmaet er desuden samarbejde og teamspirit, ligesom der sættes stor pris på et godt grin!
Del denne artikel