Nekrolog over Professor Emerita Eva Smith
Mønsterbryder – men det er der intet særligt ståhej ved. Leder – men det er vist mere en medfødt utålmodighed. Foregangskvinde – men det gider vi da slet ikke have i fokus. Hvordan skriver man om en professor, der med det samme vrister sig fri af din beskrivelse?
Da jeg sidste år interviewede Eva Smith til Stud.Jurs portræt, havde jeg en masse piedestaler klar. Legende. Rollemodel. Feministisk ikon. Eller, for at gøre hende relaterbar for os Gen Z’ere og vores anglicisme-maxxin’: En vaskeægte baddie.
Hun var allergisk over for dem alle sammen. Hun syntes ikke, der var noget særligt ved hende, eller den begivenhed, som jeg interviewede hende i forbindelse med: indvielsen af hendes buste på Københavns Universitet, som hun fik (ja, altså, undskyld, Eva, at jeg fremhæver det) som den første kvinde nogensinde.
Hun havde, som sædvanlig, fat i den lange ende. Det handler ikke om, at hun var kvindelig juraprofessor, kvindelig tankeleder, kvindelig autoritet. Det handler om, at hun var mesterlig. At hun bar en autoritet og kapacitet, som kun få personer i hver generation er forundt. Når vi pakker hende ind i et sjal af ”kvinde”, reducerer vi hende til mønsterbryder. Og vi risikerer at reducere os selv til kønskvoter.
Alligevel kunne jeg næsten ikke lade være med at insistere på hendes vidunder foran hende. At få bare en lille indrømmelse ud af hende; at hun nok inderst inde godt vidste, at hun var banebrydende, gudsbenådet. Jeg tror selv, at min insisteren kom af, at jeg så gerne ville fortælle hende, at hun var en af grundene til, at jeg og mine kvindelige (undskyld, Eva) medstuderende er, hvor vi er i dag. At for hver ting, hun har opnået, har vi én titel mindre at skulle klistre kedelige ”kvindelige” foran.
Det er svært at sidde over for en, man beundrer, og ikke tillægge dem en masse tanker og holdninger. Håbe på, at de inderst inde har det ligesom dig, men aldrig kunne nå op til deres sæde i skyerne og spørge. Men selv ikke engang gudestatus, kan vi få lov at tildele Eva Smith. Hun holdt sig aldrig mytisk over for sine studerende, men delte glædeligt ud af både sin faglighed og sin livsvisdom. Da jeg sidste år havde glæden af at være hendes borddame til Årsfesten, havde hun guldkorn i timevis, og vi fik vendt både præsentationskulturen, dansk litteratur, caféer i Indre By og det, vi nu til dags ville kalde ”work-life-balance”. I løbet af aftenen holdt hun desuden en improviseret brandtale for 200 mennesker, og kom, som 83-årig vel at mærke, med ned under bordet til et glas vin og fik hviske-tisket et par hemmeligheder.
Hovedbudskabet i både brandtalen og portrættet var klart: Iklæd jer selvtillid. Gå efter det, du vil have, og lad være med at spørge om lov. Verden venter ikke på dig – til gengæld byder den dig velkommen.
Eva Smith manglede aldrig selvtillid. Helt tilbage fra folkeskolen, hvor hun ikke kunne se det underlige i, at en pige skulle række hånden op, og helt op til topposter i det offentlige Danmark, hvor hun uden at tøve ringede til ministeren og fortalte, at hvis hun var blevet udpeget for at udfylde en kønskvote, kunne de tage at finde sig en anden. En selvtillid, vi kvindelige (undskyld, Eva) jurastuderende godt kunne adoptere, når vi ser en forelæsningssal, hvor kun mandlige studerende rækker hånden op, eller læser statistikkerne for, hvor mange kvinder, der indleverer deres advokatbestalling, så snart det første barn banker på.
Selvtilliden var ikke en gave fra de højere magter – man kan vel at mærke kun være belæst, hvis man læser, og Eva læste fra start til slut. Den allerførste gang hun underviste på det juridiske fakultet, fik hun et spørgsmål, hun ikke kunne svaret på. Hun gik hjem, brugte aftenen i loven og havde en grundig analyse klar til morgenen efter. Som formand i alverdens juridiske råd var hun kendt for altid at have snuden i sporet, og ikke have tid til sniksnakke-møder, når der var et problem, der skulle løses. Og så sent som sidste år, da jeg kom tilbage til vores bord med kaffe efter små 10 minutter, havde hun allerede nået et par sider i den 800-siders roman, hun havde taget med.
Eva Smith var heller aldrig jubeloptimist. Det kan være svært at høre en brandtale fra en kvinde der, med vores unge øjne i det mindste, ser ud til at have fået det hele. Familien, karrieren, omtalen, statussen. Det bliver utroværdigt at få at vide, at man bare skal ”go for it!” af en, der må være Guds yndling. Af den grund er jeg taknemmelig for, at Eva Smith også glædeligt delte sine fortrydelser. Den stilling, hun aldrig kom i rute til. Det valg, hun havde gjort om, hvis hun kunne. Hun var aldrig blind for den verden, vi lever i, og forstod, at valg kræver fravalg. Det vigtige var bare, at det var dit valg, og ikke omverdenens.
Da nyheden om Eva Smiths død blev bragt i går, modtog jeg et utal af beskeder fra andre jurastuderende. Hendes død var uventet, og det er svært at forstå, at vi nu mangler et koryfæ på vores gange. Vi vil huske hende som en legende (undskyld, Eva), der aldrig gemte sig på tinderne, men altid kom ned for at give os et skub i ryggen op. Vi vil læse hendes mangfoldige bidrag til vores samfund igen og igen. Og vi vil beundre (undskyld, Eva) hendes paraderække af titler, som vi aldrig mere behøver at bekymre os om at opnå.
Tak, Eva. Ære være dit minde.
Del denne artikel